Min datter har som du sikkert godt ved, en lille e-shop på en af de der platforme, hvor man bare tilmelder sig, laver sine beskrivelser, uploader billeder og håber på, at køberne finder én. Hun har haft shoppen i et par år nu. Og hun er ved lære at finde de rigtige ord til beskrivelserne, så forbrugerne rent faktisk finder hendes butik. Det er sådan et hobby projekt, hun har haft i de sidste par år. Jeg har sagt til hende, at hun må ikke lade shoppen tage overhånd. Hun skal passe sin skole. Men samtidigt, så er det godt at se, at hun faktisk er ved at kunne dække alle sine udgifter til materialer til produkterne, hun fremstiller, og sælger via shoppen. Samtidigt er det da også vidunderligt for hende at vide, at der er en trofast skare af kunder, som kommer tilbage igen og igen.
Emballage fra Jakodan A/S
Jeg er dog stadigvæk nødt til at hjælpe hende lidt med det økonomiske. Hun har tit brug for, at vi skal købe emballage hos Jakodan til nogle af hendes produkter. Og hun er meget kræsen med hensyn til hvilken emballage vi skal købe. Det skal være miljøvenlig emballage, og det skal være pænt. Den slags emballage er lidt dyrere end andet. Men jeg forstår hende. Som hun siger: Det er en del af hendes branding proces. Jeg har tit spurgt hende, om hun mon ikke kunne bruge noget af alt den emballage, vi får ind via indkøb som ny emballage for hendes varer. Men svaret er altid nej, fordi det vil ikke se professionelt ud. Inderst inde må jeg sige, at jeg ikke tror helt på hende. Jeg tror faktisk, at de fleste stadigvæk smider den emballage, som de får deres varer i ud – uden at tænke over, om det er genbrugt eller ny emballage.
Genbrugsposer
Tag nu de her poser af genbrugsplast, som vi købte 30 stk. af forleden. De er helt neutrale. Der er ikke noget print på dem. Så hun sidder og laver sine egne klistermærker og sætter dem på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun tænker det helt igennem. Tænk over det miljøskadelige fodspor, du sætter hver gang, du printer dine etiketter – eller labels, som hun kalder dem – ud, siger jeg. Det gør hun ikke. Endnu. Måske kommer det med tiden.
Ok, jeg er enig i, at vi skal passe på miljøet, og at det er bedre at købe poser af bioplast. Men det er ikke tilstrækkeligt. Vi skal tænke lidt længere – efter min mening. Vi skal tænke på hvilke konsekvenser det har, når vi er nødt til fx selv at printe etiketter eller bruge mere cellotape for at kunne holde emballagen sikker. Jeg har jo set flere gange, at genbrugsmaterialer ikke altid holder lige så godt, som dem, der rent faktisk skader miljøet.
Kan man få god indpakningstape, der ikke er lavet med kemikalier, og som ikke er miljøskadelige? Jeg ved det ikke. Men jeg vil bestemt undersøge det. Måske er det noget, som producenterne af de der bioplast poser kunne kigge lidt nærmere på.
Den lille prins
Vi har en lille prins i familien. Det er min nevø. Han bliver 5 på lørdag. Og selvfølgelig skal vi til fødselsdagsselskab hos ham. Det bliver noget med lagkage, varm kaffe og kakao til børnene. Leg, skrig og skrål. Det bliver helt sikkert en hyggelig – men larmende eftermiddag. Mine egne børn er meget ældre, end prinsen er. Han er kommet sent til verden. Hans forældre havde forsøgt i rigtigt mange år at få et barn, og da det endelig lykkedes, var de begge to lidt ældre end det egentlig er anbefalet, at man får sit første barn. De fik et sundt og stærkt lille barn. Han er øjestenen. Han er forkælet. Og det kan sommetider være lidt for meget af det gode. Jeg synes dog også, at det er stærkt af min søster, at hun orker at gøre så meget ud af en børnefødselsdag, som han har glemt alt om, om 3 dage. Hun har dog haft den fordel at have mig at læne sig op ad, når hun har været i tvivl om, hvordan man håndterer den ene eller anden situation, når barnet gør det ene eller det andet.
Gavepapir og miljø
Nu skal vi så til rigtig børnefødselsdagsfest. Vi har fået en håndskreven invitation, hvorpå der både står, hvornår vi skal komme og forlade festen (fra kl. 14:00 til 17:00), og der står også S.U. Vi har naturligvis svaret ja tak til at komme.
Og nu er jeg så henne i den der boldgade, som min søster lever i: Når det nu skal gøres på den gode gamle maner – og det vil sige, at der ikke kommer sunde retter på bordet, men massevis af kage, slik og usunde brugers eller hotdogs, så skal det også gøres på den gammeldags maner med gaverne. Derfor skal han have en fysisk gave. Ikke bare et gavekort, som hans forældre kan købe en gave til ham med. Han skal selv have lov til at rive gavepapir af gaven. Pakke den ud og få store smukke og meget runde og meget blå øjne af glæde over at se, hvad der gemmer sig inde bag gavepapiret og æsken, som gaven ligger i. Og det gør bestemt ikke noget, hvis der er tale om miljøvenlig emballage!
Måske er det meget retro at have den indstilling til fødselsdagsfest for en 5-årig. Men skal jeg være helt ærlig, så er nogle af de bedste minder, jeg har fra min egen barndom netop det: At få lov til at blive centrum for alles opmærksomhed en dag. At få fysiske gaver, hvor jeg kunne flå gavepapiret af, hvor jeg kunne få lov til at herse rundt med min store søster. Hvor jeg bare kunne nyde at være hende, alle var til stede for. Og jeg ved, at sådan har min søster det også. På det punkt ligner vi hinanden meget.
Nu skal jeg bare lige finde på noget at give min nevø i fødselsdagsgave, som slet ikke har noget at gøre med computerspil, gadgets eller legoklodser. Måske en æske farvekridt og noget godt tegnepapir, så han kan få udfoldet nogle af sine kreative evner, vil være en god idé?